Af samme grund har området svært tilgængeligt og har altid været ekstremt tyndt befolket, da det kun var mindre oaseområder for foden af bjergskråningerne, som kan skabe livsgrundlag for mennesker. Befolkningstallet er i dag kun 23 mio. og flertallet heraf udgøres af 13 forskellige etniske grupper, hvoraf Uyghurerne er den største og omfatter ca. 11 mio. mennesker. Sammen med Tibet er Xinjiang den eneste af Kinas provinser hvor Han-kineserne ( ca. 40 %) ikke er i flertal.
Området er til gengæld rig på naturressourcer og rummer ca. 25 % af Kinas olie- og gasreserver og 38 % af landets kulreserver. Med Kinas ambitiøse Belt and Road Initiative, har Xinjiang tillige fået en central placering som forbindelsesled mellem Kina og de centralasiatiske lande.
Det var både vanskeligt og bekosteligt for Qing-dynastiet at bevare kontrollen med området, og i 1864 startede en krigsherre fra Ko-kand (nuværende Usbekistan) et oprør blandt de Tyrkiske muslimer. Rusland udnyttede situationen til at tage kontrol over en del af området, som dog i slutningen af 1800-tallet stort set var generobret af Kina. I 1884 blev området transformeret fra en koloni til en officiel provins i Kina.
I det almindelige kaos som fulgte med Qing-dynastiets fald ( 1912) og under Republikken Kina (1912-49) blev Xinjiang, i lighed med det øvrige Kina, en kampplads for forskellige Han-kinesiske krigsherrer. I 1940 var antallet af Han-kinesere i Xinjiang kun 190.000 (samme som i år 1800), mens antallet af tyrkisktalende muslimer var 10-doblet til omkring 3 mio.
I 1944 erklærede tyrkiske separatister oprettelsen af Den Østtyrkiske Republik (ETR) i det nordvestlige Xinjiang. I 1940'erne havde såvel Kunmintang og KKP appelleret til mongoler og Uyghurerne om deres støtte i den anti-japanske krig, mod vage løfter om en eller anden form for fremtidig selvstændighed.
Men med Maos sejr i borgerkrigen i 1949 blev det også klart, at KKP ikke ønskede at afstå Xinjiang, men derimod for en hver pris ville bevare nationens enhed.
Selvom de lokale etniske grupper i Xinjiang nok besad de ledende poster i provins- og lokaladministrationen, så forblev de ledende poster i partiorganisationen i Xinjiang forbeholdt Han-kineserne.
Målet for Mao var helt klart at øge den Han-kinesiske migration til Xinjiang, men man var også bevidst om lokalbefolkningens skepsis overfor udefrakommende. I første omgang demobiliserede man de mere end hundredetusinde soldater i Xinjiang og bosatte dem i paramilitære lejre som farmere og håndværkere. I 1954 blev de demobiliserede soldater organiseret under Xinjiang Production and Construction Corps (XPCC), som dels havde til formål at beskytte regionen fra udefrakommende trusler men også mod interne oprør. XPCC er almindeligvis kendt under navnet "Bingtuan".
Resultatet var da også en generel, omend moderat, stigende levestandard for befolkningen i Xinjiang. I 1990'erne brugte man sloganet "One Black, One White" , som refererede til udvikling af henholdsvis olie- og kulindustrien på den ene side og bomuldsproduktion på den anden.
1990'erne politiske kampagne om at "Åbne Vesten", forstået som de fattige og mindre udviklede indre asiatiske provinser, betød blandt andet, at hundredtusinder spinderier og væverier blev flyttet fra det østlige Kina til Xinjiang. Xinjiang blev hurtigt den største bomuldsproducent i Kina.
Mens 'Bingtuan' organisationen i Mao-tiden var en gennem militariseret organisation underlagt PLA ('Peoples Liberation Army'), blev organisationen i 1990'erne løsrevet fra militæret og direkte ansvarlig overfor Beijing og KKP. I 2009 var der mere end 2,5 mio. Bingtuan 'soldater', som nu drev omkring 200 kommercielle farme og var engageret i en lang række industrielle og kommercielle virksomheder samt medier og uddannelsesinstitutioner m.v. En socialistisk militær organisation var hermed transformeret til en profit-orienteret virksomhed.
Det har i særlig grad været vanskeligt for Uyghurerne, at finde beskæftigelse i den hastigt voksende private sektor. Her bliver Uyghurerne udelukket med henvisning til manglende sprogkundskaber (mandarin) og manglende uddannelsesmæssige kompetencer. Det sidste skyldes til dels at mange af de Uyghurer, som er immigreret fra de fattige landområder i syd til de større byer i det nordlige Xinjiang netop mangler sproglige og uddannelsesmæssige kvalifikationer.
Blandt fattige Uyghurer er det ikke ualmindeligt, at børn simpelthen holdes hjemme fra skolen af økonomiske grunde, eller at uddannelsestilbuddene er af ringe kvalitet, da man har svært ved at finde gode lærer til skolerne i de fattige landområder. Uyghurerne har også selv fremhævet, at de ikke var interesseret i jobs med lange arbejdstider og den strikse arbejdsdisciplin, som var karakteristisk for den moderne sektor af økonomien.
Der er ingen tvivl om, at Uyghurerne ikke har opnået de samme forbedringer i beskæftigelse og indtjening som den Han-kinesiske befolkning i Xinjiang. Uligheden mellem de to befolkningsgrupper er steget og skellet vil næppe blive mindre foreløbigt.
Modstanden kom fra Han-kadrer i Tibet og Xinjiang, som oplevede Hu Yaobangs politik, som en underkendelse af deres indsats, og ligefrem understøttede anti-Han følelser i området og i sidste ende truede sikkerheden i de fjerntliggende regioner. Nogle betegnede ligefrem Hu Yaobangs politik som et "forræderi", som ville ende med "skabelsen af et Øst-Tyrkistan ... og overgive Xinjiang til Sovjetunionen og Tyrkiet" (W. A. Joseph p. 441)
Da en række større protester blandt Uyghurerne rystede Xinjiang i sidste halvdel af 1980'erne, blev Hu Yaobangs politik da også gjort ansvarlig herfor. Hu Yaobang blev derfor afsat som Generalsekretær for KKP i 1987.
De relativt fredelige demonstrationer i 1980'erne blev i 90'erne afløst af mere voldelige oprør. Uyghur-separatister gennemførte gentagne bombeangreb på busser, og blev mødt med stadig hårdere repressalier fra politiet. Optrapningen af volden fra Uyghurernes side blev af mange Han-kinesere set, som en direkte følge af den mere liberale politik i 1980'erne. Omvendt anklagede Uyghurerne nu Han-kineserne for politisk og religiøs undertrykkelse.
Fra Beijings side begyndte man i slutningen af 1990'erne at fremme Han-migration til Xinjiang og udskifte lokale ledere med Han-kinesere.
Urolighederne som prægede Xinjiang i begyndelsen juli 2009, er stærkt omdiskuterede. Hvorfor udviklede en fredelig demonstration sig til vold? Var myndighedernes indsættelse af politi og militær en følge af volden eller i sig selv årsag hertil? Hvor mange mennesker blev dræbt og sårede?
Den udløsende årsag til demonstrationerne i Xinjiang d. 5. juli 2009, skal formentlig findes et par tusinde kilometer væk, nemlig i Guangdong provinsen. Her gik der i juni måned et rygte om, at Uyghur-migrantarbejdere havde voldtaget to Han-kinesiske kvinder på en legetøjsfabrik. Efterfølgende angreb Han-arbejderne Uyghurernes boliger og to Uyghurer blev dræbt og hundreder såret.
Dødstallet var formentlig højere og rygtet om voldtægten falsk, og den eneste der blev straffet i sagen, var den mand der havde spredt rygtet om voldtægten!
Historien om overgreb, vold og drab på Uyghur-arbejderne i Guangdong spredte sig
hurtigt via Internettet til Uyghurerne i Xinjiang.
Den 5. juli gik et tusinde Uyghurer på gaden i Ürümchi (hovedstaden i Xinjiang) i
protest mod overgrebet på Uyghurerne i Guangdong og myndighedernes manglende indgriben.
Som ved tidligere demonstrationer blev politi og paramilitære tropper sat ind for
at overvåge demonstrationen. Der var herefter to forskellige tolkninger af
hvad der egentlig skete.
Næste morgen blev internet og telefonforbindelser lukket ned for at forhindre rygtespredning. Under oprøret i Tibet året før havde myndigheder lukket af for udenlandske journalisters adgang til Tibet. Resultatet var det modsatte af hvad man havde ventet. Nu lød rygtet, at myndighederne havde noget at skjule.
I Xinjiang valgte man derfor at gøre det modsatte. Man inviterede nu en gruppe udenlandske journalister til Ürümchi, Xinjiang d. 6. juli, så de kunne rapportere som øjenvidner til situationen. Videoklip
Dagen efter journalisternes ankomst, blev gaderne patrolleret af bander af Han-kinesere, som bevæbnet med køller gik til angreb på civile Uyghurer på forskellige lokaliteter i byen, mens de råbte slagord som "Ned med Rebiya". Rebiya Kadeer er en af Xinjiangs rigeste kvinder og samtidigt leder af World Uygur Congress med hovedkvarter i Tyskland.
Fredag d. 10. juli var urolighederne indstillet, men for at forebygge yderligere konflikter, meddelte myndighederne at alle moskeer i Ürümchi ville være lukket for fredagsbønnen. Nu gik en mindre gruppe Uyghurerne igen på gaden og krævede løsladelse af dem, der var blevet fængslet under de foregående dages demonstrationer. Demonstranterne blev mødt med politiets knipler.
Fra officielt side blev ansvaret for oprøret i 2009, lagt på udenlandske agitatorer som Rebiya Kadeer og organisaationen East Turkistan Islamic Movement (ETIM) , en seperatistisk bevægelse som kæmpede for Xiniangs løsrivelse fra Kina.
Men man valgte også at anholde Ilham Tohti, en karismatisk Uyghur professor på universitet i Beijing. Tohti blev beskyldt for gennem sin online-blog 'Uyghur Online', at have spredt rygter om politibrutalitet mod de demonstrerende Uyghurer.
Men der var også andre rygter i omløb blandt Han-kineserne i Xinjiang i sensommeren 2009. Her forlød det nu, at Han-kinesere var blevet angrebet med injektionssprøjter eller andre stikvåben i august 2009. Dette skabte en hysterisk frygt for natlige "sprøjte-angreb" blandt Han-kineserne i Xinjiang.
Den 3. september gik titusinder af Han-kinesere i demonstration i Ürümchi, hvor de protesterede over myndighedernes manglende evne til at beskytte borgerne. Resultatet blev af den ledende partisekretær og politichef, Wang Lequan, blev afskediget af Beijing to dage senere.
Under den nye leder, Zhang Chunxian, blev der iværksat en række politikker med støtte fra Beijing med henblik på at forbedre den økonomiske og sikkerhedspolitiske situation i Xinjiang. Der var tale om massive investeringer i infrastruktur samt skattereformer, som skulle sikre at en større del af energiselskabernes fortjeneste tilfaldt regionen selv.
Resultaterne var åbenlyse. Mellem 2011-´2017 steg Xinjiangs BNP med 9.7 % årligt (højere end genms. for Kina). BNP pr indb i byområderne steg fra 13.600 til over 30.000 yuan i samme periode, og indtægterne i landområder steg fra 4.600 til over 11.000 yuan.
Der er dog næppe tvivl om, at de største indtægtsstigninger tilfaldt den Han-kinesiske befolkning i Xinjiang, som primært var beskæftiget i den moderne sektor i storbyerne.
2010-2016: Zhang Chunxian
2016 - : Chen Quanguo
Både Rebiya og hendes mand, Sidik Rozi Haji, som var emigreret til USA, var stærkt kritiske overfor Beijings politik i Xinjiang og Uyghurerne forhold. Det førte til at hun mistede sine politiske poster og fik frataget sin licens til at drive international handelsvirksomhed.
Da hun i 1999 forsøgte at overdrage dokumenter med navne på politiske fanger i Xinjiang til en amerikansk delegation på besøg i Xinjiang, blev hun idømt 10 år fængsel for at "afsløre statshemmeligheder". Efter pres fra USA blev hun løsladt i 2005 og forlod herefter Kina.
Da Rebiya ankom til USA i 2005, blev hun af eksil-Uyghurer set som deres 'Dalai Lama. Hun blev flere gange nomineret til Nobels Fredspris, og var i årene 2006-17 Præsident for World Uyghur Congres (WUC), en international organisation som hævder at repræsenterer Uyghurer i Xinjiang og andre steder.
Som leder af WUC, fremsatte hun ofte overdrevne anklager mod Beijing, som kom til at skade både hendes og WUC's troværdighed. F.eks. havde hun på en pressekonference efter oprøret i 2009, fremvist en video som angiveligt skulle vise politiets overgreb på Uyghurer i Xinjiang. Kort efter blev det afsløret at filem var fra et andet og fuldstændig urelateret oprør et andet sted i Kina.
Såvel de kinesiske og amerikanske myndigheder har hævdet, at ETIM siden 1990'erne havde kontakt med al-Qaeda i Afghanistan og at nogle medlemmer også havde mødtes med Osama Bin Laden. I Beijing kunne man herefter stemple separatistiske bevægelser blandt Uyghurerne som islamiske terrorister.
Omkring 2007 dannes bevægelsen "Turkistan Islamic Party" (TIP), formentlig en udbrydergruppe fra ETIM. Lederen af TIP, Abdullah Mansour, hævdede i en række videoer i 2008-09 at stå bag flere bombeeksplosioner i Kina. I 2010 blev nogle Uyghurer, med forbindelse til TIP, anholdt i Norge, mistænkt for at planlægge et terrorangreb for al-Qaeda.
Den 1. marts 2014 angreb en gruppe Uyghurer bevæbnet med machetter togpassagerer på hovedbanen i Kunming i Yunnan-provinsen. 31 mennesker blev dræbt og 140 sårede. Angrebet blev hyldet af ETIM.
Efter opstanden i Tibet i 2008 og i Xinjing i 2009, har kineserne tydeligvis revurderet den tidligere politik overfor Kinas indreasiatiske minoriteter. Under Jiang Zemin og ikke mindst Hu Jintaos lederskab havde man erkendt, at de økonomiske reformer havde øget den økonomiske ulighed mellem de kystnære østlige provinser og de fatttige vestlige provinser. Fra slut 90'erne satsede man derfor på politikken "Go West", som skulle fremme den økonomiske udvikling i Tibet og Xinjiang.
Forventningen om at økonomisk udvikling og modernisering automatisk vil føre til en afvikling af traditionelle kulturer, trosforestillinger og nationale eller etnisk identiteter, har alle steder i verden vist sig ikke at holde stik. Det samme blev tilfældet i Kina.
Den kinesiske integrations- og assimilationspolitik har også her ført til en stigende etnisk - kulturel selvbevidsthed hos Uyghurer og andre minoritetsgrupper, som har defineret sig i opposition til den kinesiske assimilationspolitik.
Efter 9 /11 og USA's krig mod terror, har den kinesiske retorik overfor Xinjiangs Uyghurer ændret sig. Hvor man før talte om separatister som truede den nationale enhed, så anvendes i stigende grad betegnelsen "radikale muslimer" eller "muslimske terrorister".
Hermed er nationale separatister i Xinjiang blevet associeret med Vestens kamp mod den "internationale terrorisme". Resultatet har man set i den stigende politiske radikalisering i minoritetskulturen og tillige en internationalisering af de etniske og kulturelle konflikter. Præcist det som man først og fremmest havde villet undgå fra kinesisk side.
Allerede i 0’erne indførte Xinjiangs partisekretær Wang Lequan et forbud mod, at offentligt ansatte bar langt skæg, hovedtørklæde, fastede eller bad, når de var på arbejde.
Under den efterfølgende Partisekretær Zhang Chunxian hed det i 2011, at ”modernisering fører til udvikling i Xinjiang” og han propaganderede for udbredelse af den ”moderne kultur”, som en del af hans ”af-radikaliserings-kampagne” overfor den muslimske majoritetsbefolkning.
Med iværksættelsen af Xi Jinpings ”Belt & Road” projekt i 2013/14 blev Xinjiang et central forbindelsesled til det øvrige Centralasien, og understregede blot behovet for modernisering og udvikling af Xinjiang og ikke mindst at opretholde ro og orden i provinsen.
De stigende spændinger mellem Han-kinesere og Uyghurerne, fornyede terrorhandlinger i 2013-14 (herunder angrebet ved Tian’anmen i Beijing) og det faktum, at ca. 20.000 islamister fra Xinjiang deltog i borgerkrigen i Syrien, hvor de kæmpede for den såkaldte ”Islamiske Stat”, førte til en stramning af politikken i Xinjiang med den såkaldte "Strike Hard "- kampagne .
Ikke mindst under partisekretær, Chen Quanguo, som blev overflyttet fra Tibet til Xinjiang i 2016, blev politikken overfor de etniske og religiøse mindretal skærpet. Chen Quanguo indførte det såkaldte 'grid-management-system' , hvorefter byerne blev inddelt i kvadrater som typisk omfattede ca 500 borgere, alle udstyret med en lokal politistation.
Hertil blev byerne forsynet med en lang række check-points dels ved indgangen til offentlige bygninger, shoppingcentre, banegårde, metroer m.v. og mellem forskellige bydele. Ved disse check-points blev de passerende tjekket med metaldetektorer, øjen-scanning eller ansigtgenkendelses teknologier, for at fastslå deres identitet. Alle borgere forventes endvidere at have en speciel GPS app på deres mobiltelefoner, så deres færden og sociale kontakter på internettet til enhver tid kan monitoreres af myndighederne.
Den intense overvågning af borgerne anvendes angiveligt til at vurdere borgernes 'troværdigthed' eller 'politiske redelighed'. Formendtlig meget tilsvarende det Sociale Kreditpoint-system som siden er udbredt i store dele af Kina.
I 2017 oprettes de første såkaldte ”Erhvervsuddannelses- og træningscentre” (Vocational Education and Training Centers) i Xinjiang-provinsen. Disse centre blev i byområderne oprettet i tidligere skoler eller andre offentlige bygninger. I landområderne blev der opført helt nye ’uddannelsescentre’.
Centrene kan ses som en del af den ’Sinofiserings-politik’, som Kina generelt har ført overfor etniske og religiøse minoriteter. Uyghurer o.a. skal lære det officielle kinesiske sprog (mandarin) og introduceres til kinesisk kultur og ikke mindst KKP’s ideologi, for herigennem at udvikle de etniske gruppers loyalitet overfor Kina og dets politiske system.
Centrere var en del af den 'af-radikaliserings-strategi' som Beijing fulgte efter 2013-14. Dels ville man sikre, at visse borgere ikke blev tiltrukket af radikal islamisme, og dels give dem sproglige og uddannelsesmæssige kompetencer til at søge arbejde i den moderne sektor af økonomien.
Hvad disse såkaldte "uddannelsescentre" så konkret anvendes til og med hvilket formål, er siden 2017 blevet genstand for en stadig voldsommere kritik fra Vestens side.
Human Rights Watch (HRW) gennemførte i sommeren 2018 interviews med 58 tidligere indbyggere i Xinjiang. Heraf var 5 angiveligt tidligere indsatte og de øvrige var familiemedlemmer eller bekendte til indstatte i ’genopdragelseslejrene’ i Xinjiang. (kilde)
Det bør her bemærkes, at alle de interviewede personer opholdt sig udenfor Kina - i lande som Canada, Finland, Frankrig, Tyskland, Kazakhstan, Kyrgyzstan, Norge, Tyrkiet og USA. På baggrund heraf kunne HRW tegne et billede af en brutal undertrykkelse af den muslimske befolkning i Xinjiang, med vilkårlige massefængslinger, digital overvågning og kontrol, ofte i modstrid med Kinas egen lovgivning og ikke mindst dets internationale forpligtigelser.
Human Rights Watch beretter om fængselslignende forhold, hvor lejrene er omgivet af mure, sikkerhedshegn og vagttårne. De indsatte indoktrineres med KKP propaganda og tvinges til at lovprise Xi Jinping og Kinas Kommunistiske Parti.
Hertil kommer beretninger om vold og tortur, ydmygelse og voldtægt af kvinder, medicinske forsøg m.v. Analogien til nazistiske koncentrationslejre er derfor ofte blevet anvendt i de vestlige mediers beskrivelse af disse ’genopdragelsescentre’.
Ved at skalere tallene fra de otte interviews op, når man frem til at : "3.3 million, may have been subjected to “re-education,” including about 10%, or 1.1 million, in detention camps and about 20%, or 2.2 million, in day/evening forced brainwashing by June 2018."
Da det angiveligt ikke har været muligt for vestlige journalister
at få fri adgang til lejrene, kommer stort set alle beretningerne herom
fra kinesiske muslimer, som er bosat udenfor Kina - ikke mindst i Tyrkiet og USA.
Ofte optræder disse såkaldte 'vidner' anonymt.
Dokumentationen for de påstående politiske opdragelseslejre kommer med en række sattelitfotos
(fra Google Earth) som angiveligt skulle vise sådanne 'genopdragelseslejre,
som snart i de vestlige medier blev omtalt som "koncentrationslejre".
kilde
Dette var blot et af mange eksempler på, at Kina i de senere år har brugt deres økonomiske magt til, at presse deres samhandelspartnere til ikke at blande sig i Kinas ’indre anliggender’. En kinesisk politik som i Vesten blev kendt som "Ulve-diplomatiet".
Mange lande har derfor også været tilbageholdende med kritik af menneskerettighedsforholdene i Kina, af hensyn til egne økonomiske interesser i samarbejdet med Kina.
Ikke destro mindre underskrev FN-ambassadører fra 22 lande, heraf 18 europæiske, i juli 2019 en fælles protestskrivelse til FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder. Her protesterede de over Kinas politik overfor etniske minoriteter, herunder vilkårlige massearrestationer, overvågning og restriktioner på religionsfriheden for Uyghurer og andre minoriteter i Xinjiang.
Den 16. november 2019 publicerede New York Times et hemmeligt kinesisk regeringsdokument, som angiveligt indeholdt instrukser til, hvordan myndighederne i Xinjiang skulle agere i forhold til spørgsmål om ’genopdragelseslejrene’. Se dokumenterne her
Det var nok ikke mindst under indtryk af Covid-19 pandemien udbredelse i foråret 2020, at tonen i de vestlige medier overfor Kina blev voldsomt skærpet. Det gjalt ikke mindst i forhold til Xinjiang.
Trumps udenrigsminister, Mike Pompeo, fik 20. okt. 2020 gennemført, at USA fjernede ETIM (East Turkestan Islamic Movement ) fra terrorlisten. Organisationen blev grundlagt i 1993 af en gruppe Uyghur jihadister, og samarbejdede med al-Qaeda og Osama Bin Laden i Afghanistan.
ETIM har siden sin grundlæggelse agiteret for løsrivelsen af Xinjiang fra Kina under navnet "Det Østlige Tyrkiet". Det var først efter 9/11 at organisationen blev kendt i Vesten, og i 2003 stemplede såvel USA som FN og EU organisationen som en terrororganisation.
Samtidigt vedtager EU d. 22. marts at iværksætte sanktioner overfor Kina - eller rettere sagt, mod udvalgte højtstående embedsmænd i Xinjiang, som beskyldes for at stå bag krænkelser af Uyghurernes menneskerettigheder. Sanktionerne blev koordineret med England, Canada og USA: Det er første gang siden 1989 at EU vedtager sanktioner mod Kina. Sanktionerne mod de pågældende embedsmænd er at de får indrejseforbud i EU og at deres eventuelle finansielle midler i EU indefryses.
Når Kina anklages for at begå folkemord, skal det forstås i betydningen et kulturelt folkemord. Altså at de kinesiske myndigheder på alle måder prøver at undertrykke og udryde de muslimske Uyghurer særlige kulturelle identitet. Dette skulle angiveligt ske ved, at de forhindres i at udøve deres religion og tale deres sprog og på andre måder undertrykkes i forhold til Han-kineserne.
Dette kan dog ikke bekræftes af udenlandske journalister, expads, forskere og turister, som faktisk har besøgt Xinjiang. Der er angiveligt mere end 24.000 moskeer i Xinjiang, og alle steder finder man Halal-restauranter og Halal-slagtere.
Uyghurernes sprog tales alle vegne og det er lovpligtigt, at navne på gadeskilte, restauranter, offentlige bygninger m.v. skal angives først på Uyghur og dernæst mandarin. I skolerne undervises i såvel Uyghur som mandarin og boghandlere sælger bøger på begge sprog.
Siden er anklagerne mod Xinjiang eskaleret - med beskyldninger om tvungen sterilisation, børnearbejde og tvangsarbejde etc etc. Ikke mindst spørgsmålet om tvangsarbejde blev (og er fortsat juli 2021) genstand for Vestlig kritik, boycut m.v.
Historien starter d. 14. dec. 2020 med en rapport på Newsline Institute skrevet af
den tyske antropolog Adrian Zenz, som påstår, at mere end en halv mio. etniske minoriteter -
især Uyghurer, bliver tvunget til at plukke bomuld i Xinjiang.
(kilde)
I maj 2021 bliver historien om Xinjiang bomuldsproduktion, fulgt op af en historie om at Kina anvender Uyghurer som tvangsarbejdere i solcelle-industrien. Det drejer sig om råmaterialet Polysilicon, som anvendes i solceller. Ca. 75 % af verdens samlede forsyning med Polysilicon kommer fra fra Kina, og heraf alene 45 % fra Xinjiang. kilde
Beretninger om Xinjiang kommer tillige på et tidspunkt, hvor opfattelsen af Kina i store dele af verden er mere negativ end på noget andet tidspunkt de sidste 30-40 år. (kilde) Det er klart, at beretninger om undertrykkelsen af Uyghurerne, i sig selv bidrager hertil, men den anti-kinesiske retorik i Vesten har været stadig mere udtalt, længe før nogen havde hørt om Xinjiang.
Ikke mindst under Donald Trumps præsidentskab blev den anti-kinesiske retorik styrket og i særlig grad efter at Covid-19 rammer USA i foråret 2020, blev fjendebilledet af Kina, som USA's største sikkerhedspolitiske trussel, blevet malet endnu mere glødrødende og ideologisk.
Et var den handelskrig med Kina som Trump startede, men det lykkedes ham også at presse USA's allierede - herunder Danmark - til at afvise Huawei's 5G netværk, med henvisning til, at Huawei udgjorde en sikkerhedsmæssig trussel. At dette skulle være tilfældet, er mig bekendt, aldrig blevet dokumenteret!
Men fakta og dokumentation spillede også en mindre rolle for Trump og hans lige. Det var fra Trumps pressetalskvindemand /sekretær når man betænker at det var herfra vi fik nye begreber som"alternative fakta" og hvor man afviste reele fakta som 'Fake News'.
Flere ting er særlig bemærkelsesværdig ved nyhedsformidlingen omkring situationen i Xinjiang.
Der er tre hovedkilder til beretnigerne:
Flere af disse 'vidners' redelighed og motiver er siden blevet komprimiteret af div.
Youtube-bloggere.
Se f.eks.
Daniel Dumbrill.
En anden fremtrædende kritikker af Kina behandlingaf Uyghurerne, er Uyghur-aktivisten
Rushan Abbas (f. 1967), født og opvokset i Xinjiang og efter 1989 statsborger i USA.
Hun arbejdede tidligere for CIA som oversætter på Guantanamo-basen, og grundlagde
i 2017 organisationen "Campaign for Uyghurs". Rushan har gentagne gange vidnet for den amerikanske kongres om
Kinas undertrykkelse af Uyghurerne, og om eksistensen af de kinesiske 'koncentrationslejre'.
Se Interview m Rushan
Et navn går igen fra de første rapporter om undertrykkelsen af Uyghurerne. Det er Adrian Zenz (f. 1974), medlem af organisationen "Victims of Communism Memorial Foundation" grundlagt i 1993 i Washington, USA. Organisationen har til formål at udbrede kendskabet til socialismen og kommunismens forbrydelser og frihedsbenægtende ideologi. Zenz optræder i mange anti-kinesiske sammenhænge som 'Kina-ekspert'.
Det er også Adrian Zenz, som i 2020 publicerede en rapport om tvungen sterilisation og fødselskontrol af kvinder i Xinjiang - og som danner grundlag for de nyeste anklager om et kinesisk Folkemord i Xinjiang. kilde
Hvis der vitterlig finder en sådan systematiske undertrykkelse af muslimerne sted i Xinjiang, kan man undre sig over, at der ikke er veritable flygtningelejre i de muslimske nabolande - med forfulgte Uyghurer fra Xinjiang!
Bevisførelsen for de påståede overgreb i Xinjiang består alene i 'dokumenterede anklager' - ikke beviser - fremført af eksil-uyghurer og understøttet af de organisationer, som arbejder for Xinjiangs løsrivelse fra Kina - ikke mindst World Uyghur Congres, Håndgribelige beviser på de påstående forbrydelser i Xinjiang mangler simpelthen.
Men hov , vil nogen sikkert sige. Hvordan kan USA støtte en islamistisk organisation? Øhhh har vi set det før? Ja med støtten til muhaddinerne (Osama Bin Laden) i Afghanistan i 1980'erne. Men er USA nu reelt bekymrede over muslimernes forhold? 20 års krig i Afghanistan og Irak syntes ikke at indikere dette!
De sidste års historier om Xinjiang ligger i forlængelse af årtiers negativ omtale af Kina i vestlige mainstream medier, hvor omdrejningspunktet i nyhedsformidlingen altid har været, at kineserne ikke har frihed og demokrati i vestlig forstand, menneskerettigheder krænkes og trods Kinas modernisering de seneste 20-30 år er de aldrig blevet helt som os! Der er stadigt - og vil vedblive at være - et "dem og os".
Mens overvågning, kontrol, 'gen-opdragelse' og konsekvent retshåndhævelse ikke er nyt i Kina, så har situationen i Xinjiang tillige en etnisk / minoritets / muslimsk dimension, som har været en lækkerbisken for ikke bare USA men også for Vesteuropa, som jo selv slås med raceuroligheder (Black Lives Matter), identitetspolitik og flygtninge- og integrationsproblemer.
Hved enten seperatiskerne er tibetanske eksil-munke, unge demokratiforkæmpere i Hong Kong eller radikale muslimer i, og ikke mindst udenfor, Xinjiang, så har de alle været kærkomne 'alliancepartnere' for anti-kinesiske grupper i USA og Vesten.
Formålet hermed er først og fremmest at miskreditere det kinesiske styre (KKP), og gennem støtte til seperatister og dissidenter at søge at destabilisere Kina indefra. For det andet ønsker man fra USA's side at isolere Kina internationalt og at gennemtvinge en teknologisk / økonomisk afkobling af Kina fra USA og dets vestlige alliance- og samarbejdspartnere.
Nej det handler i sidste ende ikke om menneskerettigheder eller muslimernes religiøse friheder, men om at inddæmme og i bedste fald at destabilisere Kina. Alt dette er formendtlig begrundet i, at amerikanerne m.fl. har erkendt at Kina inden for få år vil være verdens største økonomi.
Historien er rig på eksempler på, at nå en eksisterende stormagt føler sin position truet af en opkommende stormagt, så bliver resultatet krig. Fænomenet kendes som Thykidid's Fælde. I dag taler stadig flere kommentatorer om, at en ny Kold Krig - denne gang mellem USA og Kina - er under opsejling.
Som bekendt er sandheden det første offer i enhver krig! Det er svært ikke at se den intense informationskrig vi oplever nu (2021), som forspillet til denne Nye Kolde Krig.
Mens Kina ikke fører krig i sine mange muslimske nabolande, så er der ingen tvivl om, at Kina slår hårdt og konsekvent ned på enhver form for seperatisme, som truer Kinas territorielle integritet. Radikal islamisme er i det 21. årh. blevet en eksplicit trussel mod den nationale integritet i Xinjiang, som i Mellemøsten (jvnf Islamisk Stat)
Når Vestlige ledere i USA, Canada og England i dag beskylder Kina for at udføre et decideret "Folkemord" på Uyghurerne i Xinjiang, så er det mere de associationer, som er knyttet til begrebet 'Folkemord' der er vigtige. De konkrete beviser er unødvendige - når blot beskyldningerne fremsættes tilstrækkelig mange gange.
Man kan også tænkte tilbage på en ung kuwaitisk sygeplejerske, som i 10. okt. 1990 aflagde vidnesbyrd om, at irakiske soldater smed kuvøsebabyer på gulvet på hospitalet i Kuwait. Denne beretning ændrede med ét den offentlige opinion i USA, hvorefter USA befriede Kuwait og invaderede Irak. Hvad med babyerne ? Historien var opdigtet og den unge kvinde havde aldrig været ansat på et kuwaitisk hospital, men viste sig at være datter af Kuwaits ambassadør i USA ! Se vidneudsagnet
En lang række vesterlændinge, som enten bor eller har boet og arbejdet i Kina,
har i de sidste par år taget til genmæle på YouTube overfor det meget negative
billede der tegnes af Kina i de vestlige medier. Ja - surprice - de er derfor blevet hængt ud af blandt andet BBC,
som nyttige idioter for kinesisk kommunistisk propaganda.
Se f.eks.
Om BBC artikel om Kina bloggerne
Vurder selv ...
Inside Xinjiang - The cultural erasure of the Uyghurs
China: Muslims Repressed, Monitored, Forced into Camps
Human Rights Watch om undertrykkelsen af muslimer i Xinjiang:
Has China detained a million Uighur Muslims? | UpFront (Arena) 15. sept. 2018
Interview med Rebiya Kadeer and Dolkun Isa fra The World Uyghur Congress
Xinjiang leaks: Reporting on China's detention camps | The Listening Post (Lead) Hemmelige regerings dok. som beskriver adm. af lejrene
Mike Pompeo og efterføler J. Blinken om Folkemord i Xinjiang
'This is not a concentration camp': Analyst Victor Gao on China's Uighur prisons
Xinjiang: From the eyes of an Australian British who cycled across China
The Xinjiang Genocide - an excerpt from the "Genocide" panel uddrag med Daniel Dumbrill indlæg om 'Folkemordet' i Xinjiang
Daniel Dumbrills samtale med Rushan Abbas - Uyghur aktivist
Max Blumenthal on US Foreign Policy, Meddling, Propaganda & More
Americans Don't Understand The Truth About China
Graphics: Key figures in white paper on ethnic groups' equal rights in Xinjiang
