På siden her har du adgang til uddrag af mine tekster om Kinas historie.
Der er pt. tre tekster du kan downloade:
Hvis du vil have den meget korte version af Kinas historie - så er der her en ultrakort fremstilling: Kinas historie - fortalt på én A4 side
Med Qin-dynastiet (221-206 f.Kr.) samles Kina for første gang under én kejser, som gennemfører en standardisering af skrift, mål, vægt, møntfod mv.
og skaber det administrative statssystem som skulle bestå mere eller mindre uændret i de næste to årtusinder.
Det kinesiske skrifttegn for konge / hersker (wang). De vandrette linjer repræsenterer himlen, jorden og mennesket. Den lodrette linje er kongen, som skal sikre harmonien imellem disse.
Kina havde aldrig vist nogen særlig interesse for handelserhvervet, og udenrigshandel blev alene set som et middel til at passivisere nabostater og undgå krigeriske angreb fra disse. I sin egen selvforståelse var Kina den eneste og dermed største civilisation 'under himmelen', og man havde derfor ingen forståelse for vestens stigende krav om handelsrettigheder i Kina.
Dette førte til Opiumskrigene i midten af 1800-tallet, som hurtigt viste at de 'uciviliserede' europæere besad en militærteknologi som var kinesernes langt overlegen.
.jpg)
Etablering af en Nationalforsamling og provinsforsamlinger i 1907-09 kunne dog ikke rede Qing-dynastiet, og
stigende modsætninger mellem provinser og hoffet i Beijing udløste revolution i 1911,
og dermed kejserstyrets fald og etableringen af den første Kinesiske Republik.
© Otto Leholt
Den kinesiske stats fremadskridende opløsning blev udnyttet af vestmagterne og ikke mindst Japan til at udvide deres besiddelser og handelsrettigheder i Kina.
En ny kinesisk elite af vestligt uddannede intellektuelle, frygtede med rette at den kinesiske nation og det kinesiske folk var dømt til undergang. Hvor man i starten af 1900-tallet havde set såvel Japan som de vestlige demokratier som forbilleder, så fandt man, med den russiske revolution i 1917, et alternativ og en ny allieret i kampen for national genrejsning.
Samarbejdet mellem de to partier blev kort, og fra 1927 afløst af en decideret borgerkrig, som i 1934 drev kommunisterne ud på deres legendariske 'Lange March'. Lederen af GMD, Chiang Kai-shek, havde efter 1927 etableret et stærkt centralistisk militærdiktatur i Nanjing, og søgte desperat at undertvinge og samle de oprørske krigsherrer rundt om i provinserne.
© Otto Leholt
Med Japans besættelse af Kina i 1937 blev borgerkrigen mellem GMD og KKP for en tid bilagt, men det blev KKP som gennem mobilisering af bønderne førte an i modstandskampen mod den japanske besættelsesmagt.
Efter Japans nederlag i 1945, blev borgerkrigen genoptaget, men Chiang Kai-shek stod mere og mere isoleret med en regering som var stærkt kompromitteret af en omfattende korruption og den manglende modstand mod japanerne.
Den 1. oktober 1949 kunne KKP's ubestridte leder Mao Zedong udråbe den Kinesiske Folkerepublik fra balkonen over Tian'anmen - indgangen til Den Forbudte By.
Det politiske system man etablerede var også skåret efter den sovjettiske model, hvor partiet (KKP) kontrollere statsapparatet og med en politisk centralisme som placerede magten hos den øverste partiledelse. Et politisk system som ikke var fremmed for kineserne efter årtusinders kejserstyre.
Den nye ideologi - socialismen - som skulle understøtte det nye styre, havde dog intet grundlag i kinesisk kultur. Det havde derimod tanken om underkastelse under en stærk centralmagt, som forudsætning for national enhed, fred og stabilitet.
Mao havde dog gennem borgerkrigen og ikke mindst efter revolutionen i 1949 opnået en heroisk mytologisk status, som den der personificerede det nye selvstændige Kina, og dette udnyttede han nu med iværksættelsen af Kulturrevolutionen i aug. 1966.
© Otto Leholt
Genindførsel af familiebruget skabte en hidtil ukendt økonomisk vækst i landområderne og i en række kystbyer oprettes 'Særlige Økonomiske Zoner' hvor der produceres tekstiler og beklædning m.v. til eksportmarkedet.
I sidste halvdel af 1980'erne blev ikke mindst studenterne stadig mere bevidste om hvor håbløst underudviklet Kina var, ikke kun i forhold til vesten men også de nyindustrialiserede lande i Asien (Tiger-økonomierne: Sydkorea, Taiwan, Singapore og Hong Kong).
Stigende utilfredshed med studenternes forhold på universiteterne og deres manglende andel i den økonomiske vækst lå til grund for de studenterdemonstrationer, som tog fart i foråret 1989 på Tian'anmen pladsen i Beijing.
Demonstrationerne startede d. 18.april, som en spontan mindehøjtidelighed for den netop afdøde reformvenlige Hu Yaobang.
Da en lederartikel i Folkets Dagblad d. 26. april stempler demonstrationerne som 'undergravende for det socialistiske system og en trussel mod KKP's ledende rolle' eksploderer antallet af demonstranter i de kommende dage.
Studenternes krav var en tilbagekaldelse af lederartiklen fra 26.april, men i de efterfølgende forhandlinger mellem regeringen og studenterlederne viste det sig umuligt at finde et kompromi der kunne tilfredsstille begge parter. Den 12. maj iværksatte en gruppe studenter en sultestrejke på Tian'anmen pladsen og den 20. maj indføres militær undtagelsestilstand i Beijing. Dette provokerede til yderligere demonstrationer og opførsel af vejbarrikader rundt om Tian'anmen pladsen. Demonstrationerne blev efter godt 7 uger bragt til ende da militæret blev sat ind for at ryde Tian'anmen pladsen d. 4 juni.
Kina med mødt med international fordømmelse og isolation for det som i vesten blev kendt som 'Massakren på den Himmelske Freds Plads'. Kina havde hermed stillet sig udenfor den udvikling som udspillede sig i Europa i 1989 med kommunismens fald i Østeuropa og senere Sovjetunionens sammenbrud i 1991.
De samme begivenheder blev dog i Kina set som en alvorlig advarsel om, hvor galt det kunne gå om reformpolitikken blev videreført. Trods modstand i partiet, lykkedes det alligevel Deng Xiaoping at fremskynde og accelerere reformpolitikken efter 1992.
Nu blev reformerne udbredt til den store statsejede industri, som fik større økonomisk selvbestemmelse og økonomisk ansvar. Den sociale sikkerhed - "risskålen af jern" - som havde været kendetegnende for den statslige sektor var således under hastig opløsning.
Med Kinas indtrædelse i WTO i 2001 blev Kina hurtig kendt som 'Verdens fabrik' og i de kinesiske storbyer udfoldende sig et veritabelt byggeboom, som forandrede de gamle faldefærdige bykerner til super moderne metropoler, med højhuse, skyskrabere og en ny moderne infrastruktur. Med fortsatte vækstrater på over 10% årligt var Kinas økonomiske udvikling svær at overse, og samtidigt var mange hundrede millioner af kinesere blevet løftet ud af fattigdommen.
Siden starten af det 21. årh. havde den kinesiske ledelse ført sin 'going out' strategi, hvorefter stadig flere kinesiske virksomheder begyndte at investere i udlandet - specielt i Sydamerika, Afrika og Asien. Først efter Finanskrisens udbrud i 2008 kom der fra vestens side mere fokus på Kina, som fortsat havde en økonomisk vækst som lå væsentlig højere end i de vestlige økonomier, og som gennem sit stigende handelsoverskud havde ophobet enorme valutareserver. Hvor mange havde set den kinesiske vækst som en trussel mod de vestlige økonomier, var det nu også klart, at Kinas fortsatte vækst var en vigtig motor for verdensøkonomien.
Reformpolitikken havde sat økoomisk vækst før alt andet, og prisen herfor blev stadig mere tydelig efter århundredeskiftet, hvor de stigende problemer med miljøforurening, fødevareskandaler, social ulighed og korruption blev hovedemnerne i den kinesiske samfundsdebat.
Der blev i de kommende år rejst anklager for korruption og magtmisbrug mod mere end 400.000 embedsmænd på alle niveauer i stats- og partiapparatet. Målet med kampagnen var ikke mindst, at styrke KKP's almindelige omdømme i befolkningen, men også at sikre at regeringspolitikker rent faktisk blev fulgt og implementeret på lokalt plan.
På det udenrigspolitiske område fremstod Kina, under Xi med en langt større selvsikkerhed og større ambitioner end det tidligere var set. Det viste sig ikke mindst i sloganet 'The Chinese Dream', som handlede om, at genskabe Kina som en velstående og magtfuld nation.
Til støtte for projektet oprettede Kina i 2015 den 'Asiatiske Infrastruktur og Investerings Bank',
som skulle stå for finansieringen af de mange infrastrukturprojekter.
Samme år startede man nogle lokale projekter baseret på overvågningskameraer med elektronisk ansigtsgenkendelse. Systemet er siden blev udbredt til større dele af Kina - herunder Xinjiang provinsen - og er blevet suppleret med et 'Socialt kredit system', hvor borgerne belønnes for god og korrekt opførsel.
Under Xi Jinpings ledelse er der ingen tvivl om, at partiets overvågning og kontrol med befolkningen er øget. Det gælder ikke mindst i forhold til de elektroniske sociale medier ( WeChat, Weibo etc) og enhver, som på den ene eller anden måde udfordrer KKP's magtmonopol og dets ledende rolle i samfundet. Mens der således ikke er sket nogen yderligere politisk liberalisering i Kina, så er den statslige sektor af økonomien også blevet styrket i forhold til den private sektor.
Kritikken rettede sig ikke kun mod undertrykkelse af etniske minoriteter i Tibet og Xinjiang og manglende menneskerettigheder og demokratiske frihedsrettigheder, men også mod Kinas stigende betydning i en globaliserede verdensøkonomi.
Kritikken fra Trump-administrationen lød på, at Kina havde ’stjålet’ amerikanske arbejdspladser, amerikansk teknologi og ’knowhow’. Desuden anklagede man Kina for at føre en uretfærdig handels- og investeringspolitik, som gjorde det vanskeligt for vestlige virksomheder at komme ind på det kinesiske marked.
Man gik stærkt i rette med forrige amerikanske præsidenter, som havde støttet Kinas integration i den eksisterende verdensorden (ikke mindst Kinas medlemskab af WTO i 2001), i forventning om at dette ville føre til en ’normalisering’ af Kina - forstået som en øget vestliggørelse af Kina. Dette var tydeligvis ikke sket.
Det var ikke mindst USA’s stadigt voksende handelsunderskud over for Kina, som foruroligede Trump-administrationen.
Kina havde demonstreret sin teknologiske formåen på en lang række områder. Eksempelvis havde Kina udviklet verdens største netværk af højhastighedstog, et ambitiøst rumfartsprogram, en højt udviklet digital økonomi, 5G-teknologi og den tidligere omtalte ansigtsgenkendelsesteknologi.
Trump-administrationen stemplede Huawei’s 5G teknologi som en ’national sikkerhedstrussel’ med henvisning til, at Huawei’s 5G teknologi kunne fungere som en ’Trojansk hest’ der ville give den kinesiske regering og dermed Kinas Kommunistiske Parti, mulighed for at overvåde datatrafik i Vesten.
Trods manglende beviser på en sådan sikkerhedsbrist i Huawei teknologien, fik USA presset en lang række lande (herunder Danmark) til at droppe planerne om at anvende Huawei’s 5G teknologi.
Handelskrigen blev startet af USA i marts 2018, med øget told på en lang række kinesiske importvarer. Op gennem 2018-19 blev handelskrigen optrappet fra begge sider, dog var de amerikanske toldafgifter langt større og omfattede flere varer end Kinas toldafgifter.
Handelskrigens økonomiske omkostninger blev betalt af forbrugerne i USA og de virksomheder som importerede halvfabrikata fra Kina.
For præs. D. Trump syntes målet at være, at kvæle det kinesiske vækstmirakel, som man så, som en trussel mod USA’s fortsatte økonomiske førerposition i verden.
Mens Kina efter ni ugers total nedlukning fik kontrol med epidemien i foråret 2020, udviklede pandemien sig helt ukontrollabelt ikke mindst i USA, og var medvirkende til D. Trumps nederlag ved præsidentvalget d. 3. nov. 2020.
SLUT
