Kina og Tibet 1949-2012

Tibet og Kina efter 1949

Tibet har, sammen med spørgsmålet om demokrati og menneskerettigheder generelt i Kina, fyldt meget i de vestlige og herunder de danske mediers dækning af Kina i de sidste årtier. Det er – mærkeligt nok – også et spørgsmål som mange syntes at have en mening om, selvom det reelt kan være uhyre vanskeligt at finde ud af, hvad der er op og ned i striden omkring Kina og Tibet.
Her skal kun opridses nogle hovedlinjer i forholdet mellem Kina og Tibet. Tibet – eller rettere det Tibetanske Højland, som omfatter provinserne Tibet, Qinghai og det vest-ligste af Sichuan-provinsen ligger i ca. 4.000 m. højde over havet. Området er enormt (2,4 mio. km2) og udgør knapt en fjerdedel af Kinas samlede areal, og er samtidigt overordentlig tyndt befolket. I selve Tibet lever der ca. 6 mio. mennesker på et areal på godt 1,2 mio. km2. I kejsertiden var Tibet i nogle perioder en del af riget i andre i opposition til kejserstyret og i andre tider en tributstat i lighed med de andre nabostater.

Under Qing-dynastiet (1644-1911) blev Tibet i 1728 igen en del af det kinesiske kejserrige. Med Opiumskrigene i midten af 1800-tallet og den efterfølgende svækkelse og endelig opløsning af Qing-dynastiets i 1912 var Kinas kontrol med Tibet alvorlig svækket.

Såvel England som Rusland søgte at udnytte situationen til at fremme egne interesser i området. I 1913 erklærede Tibet sig uafhængig af Kina, men dette blev aldrig anerkendt af Den Kinesiske Republik, som dog havde alvorligere problemer at slås med, og derfor ikke ressourcer til at håndhæve deres krav på Tibet.

Det tibetanske Højland – som omfatter Tibet Autonome Region (TAR), Qinghai og dele af Sichuan og Yannan. Det er dette område som er beboet af tibetanerne. Kilde: William A. Joseph, s. 403

Først med oprettelsen af Folkerepublikken Kina i 1949 fik man genoprettet kinesisk overherre-dømme over Tibet. Det skete i 1950 hvor 40.000 kinesiske tropper hurtigt nedkæmpede de tibetanske styrker. I den kinesiske forståelse var dette Kina 1. gave til Tibet, nemlig Tibets ’befrielsen’ fra udenlandsk imperialisme.

17-Punkts Erklæringen 1951.

I 1951 indgik den tibetanske regering den såkaldte ”17-Punkts Erklæring” med de nye magthavere i Beijing. Maos holdning var, at han ville give tibetanerne alt, undtagen national uafhængighed. Erklæringen fastslog blandt andet, at tibetanske embedsmænd kunne beholde deres stillinger, og at ”Tibetanernes religiøse overbevisninger, vaner og traditioner ville blive respekteret” herunder de fortsatte reinkarnationer af Lamaen.

Det var således en ’undtagelsens politik’ man førte overfor Tibet, hvor gaven var en fortsat uforandret regering og samfundsstruktur. Til gengæld anerkendte tibetanerne, for første gang, Kinas suverænitet over Tibet.

Tibet var på dette tidspunkt et uhyre tilbagestående og ludfattigt feudalsamfund, hvor den jord-ejende og herskende klasse var de buddhistiske klostre under ledelse af den 16- årige 14. Dalai Lama (1935-), der af tibetanerne blev anset som en reinkarnation af Buddhistisk leder fra 1500-tallet!

Det er vigtigt her at bemærke, at 15-Punkts Erklæringen fra 1951 ikke gjaldt for tibetanerne som sådan, men alene for området Tibet (Tibet Auto-nomous Region-TAR), og således ikke for de tibetanere som levede i den østlige del af det Tibetanske Højland, dvs. i Qinghai og Kham (se kort) Det stod også hurtigt klart at den ’undtagelses-politik’ som 17-punkts erklæringen indeholdt ikke kunne fastholdes i takt med, at Kina begyndte sin socialistiske transformation i 1950’erne.

I 1955 gennemførte kineserne landreformer i det østlige Tibet. Klostrene og andre lokale jordejere mistede deres jord, sådan som det allerede var sket i det øvrige Kina. Resultatet var et tibetansk oprør, som blandt andet blev støttet af CIA med våben og militær træning af oprørene. Disse områder var ikke – og havde ikke i århundreder – været direkte under Lamaens kontrol.

Tibetansk oprør 1959

Tusinder af tibetanere flygtede nu til det vestlige Tibet (TAR) hvor de kunne berette om undertrykkelse af den tibetanske religion, ødelæggelse af klostre og konfiskering af jorden m.v. i det østlige Tibetanske Højland.

Disse nyheder, rejste tvivl om 17-Punkts Erklæringen egentlige værdi og udløste en omfattende væbnet opstand i Tibet (TAR) d. 10. marts 1959. Opstanden blev hurtigt nedkæmpet af kineserne og den nu 24-årige Dalai Lama flygtede sammen med godt 80.000 tilhængere til Indien.
Herefter var den højest rangerende lama i Tibet, den 10. Panchen Lama (1938-89).

Kineserne ophævede herefter 17-Punkts Erklæringen, ligesom også eksil-tibetanerne gjorde det, og gennemførte nu jordreformer i selve Tibet (TAR) . Kinas allierede var ikke længere den tradi-tionelle elite men bønderne, hvis gældsbreve til de tidligere jordejere blev annulleret og bønderne fik deres egen jord.

I den kinesiske forståelse var dette den 2. gave til Tibet, igen en ’befrielse’ men denne gang fra feudalisme og livegenskab. Men gaven havde en pris.

De som satte sig imod landreformerne blev forfulgt og straffet, præcist som det var sket i det øvrige Kina. Den kinesiske militærhistoriker Ji Youguan anslår, at op til 90.000 tibetanere blev dræbt eller såret under kampagnen mod såkaldte kontrarevolutionære tibetanere.

De nye jordejende bønder i Tibet, blev i starten af 1960’erne hårdt beskattet af Beijing, og som kompensation fik de den 3. gave fra kineserne, nemlig status som autonom region sådan som det allerede var sket med områderne i det østlige Tibetanske Højland. Tibet blev hermed omdøbt til Den Autonome Region Tibet (TAR) i 1965.

Tibetanerne kunne selv vælge deres ledere og lave egen lovgivning, men dette gjaldt kun i forhold til den statslige forvaltning. Men som i det øvrige Kina, var det i sidste ende partiet - KKP, som skulle godkende regeringsbeslutninger, person udnæv-nelser og politikker, så denne autonomi var mere symbolsk end reel.

Kulturrevolutionen (1966-76) fik, som for kineserne i øvrigt, alvorlige konsekvenser for Tibet. Kulturrevolutionens kampagner blev her gennemført som i det øvrige Kina. Under kampagnen ’Bekæmp de fire gamle’, blev hundreder af klostre og templer ødelagt, og formodede kontrarevolutionære forfulgt og ydmyget. Ødelæggelser blev hovedsagelig udført af tibetanere under ledelse af kinesiske rød-gardister.

Som i Kina kom det til en decideret borgerkrig mellem forskellige fraktioner af rødgardister og i 1969 startede en tibetansk opstand (Nyemo-opstanden) ledet af en karismatisk spirituel nonne ved navn Thrinley Choedron. Oprørene angreb og dræbte kinesiske embedsmænd og de tibetanere som formodes at samarbejde med kineserne.

Som i det øvrige Kina blev urolighederne først bragt til ende, da Folkets Befrielseshær blev indsat senere i 1969. 43 lederne af op-standen blev arresteret og henrettet, herunder Thrinley Choedron.

1980 - Vendepunktet

Den 23. maj 1980 gav den nye generalsekretær for KKP, Hu Yaobang, en usædvanlig tale i Tibets hovedstad, Lhasa.

Han erklærede her, at KKP’s politik i TAR var forfejlet, og lovede tibetanerne at de nu frit kunne dyrke deres religion og kulturelle traditioner. Kinesiske embedsmænd og partiledere fik besked på at overdrage deres poster til lokale folk og forlade TAR.

I løbet af de næste år, blev de ødelagte templer og klostre genopbygget. Lige-som i Kina blev de, som tidligere var blevet fængslet, nu løsladt, folkekommunerne opløst og bønderne fik igen private jordlodder og undervis-ning i tibetansk sprog genindført i skolerne. For første gang siden Kinas overtagelse af Tibet kunne udenlandske turister og eksiltibetanere nu besøge Tibet. Filmoptagelser fra starten af 1980’erne viste en befolkning som levede i ynkelig fattigdom og armod.

Med iværksættelse af den kinesiske reformpolitik i starten af 1980’erne forbedrede forholde sig ekstremt hurtigt, såvel økonomisk, kulturelt og politisk, ligesom tilfældet var i det øvrige Kina.

Mens Deng Xiaoping havde haft flere samtaler med repræsentanter for eksil-tibetanerne siden 1979, så ophørte disse samtaler i 1984. Kineserne ville alene acceptere Dalia Lamas tilbagevende til Tibet, men ikke yderligere snak om nogen særstatus for Tibet.

Det er formentlig baggrunden for at Dalia Lama i september 1987, vendte sig til vesten for at søge international støtte.
I en tale i Washington omtalte han nu, for første gang, Tibet som et eksempel på krænkelse af menneskerettigheder og ikke kun et spørgsmål om national uafhængighed.

I Lhasa udløste Dalai Lamas udtalelser uroligheder hvorunder to tibetanere blev dømt til døden. Dette udløste de første gadedemonstrationer af tibetanere som blev overværet af vestlige turister, og Tibet kom med ét på forsiden af alverdens aviser. Selvom Dalai Lama på dette tidspunkt var indstillet på en aftale med kineserne, så kaldte demonstranterne på uafhængighed og kinesernes udelukkelse fra Tibet.

I Kina opfattede man demonstrationerne som iværksat af kræfter udenfor Tibet, mens den 10. Panchen Lama, som havde siddet fængslet fra 1964-1978, anklagede venstreorienterede KKP kadrer for at have udløst demonstrationerne. Da Panchen Lama dør i januar 1989, står tibetanerne uden nogen religiøs ledelse. Gadedemonstrationerne fortsatte og fængslinger ligeså.

I marts 1989 indfører KKP’s partisekretær i Lhasa, Hu Jintao, for første gang i Folkerepublikkens historie, militær undtagelsestilstand i TAR. Fra kinesisk side blev denne udvikling sidestillet med situationen i 1959. Siden 1980 havde kineserne givet jord, økonomisk vækst og kulturel frihed til tibe-tanerne, og de havde takket med oprør og krav om selvstændighed med støtte fra Vesten.

Økonomisk udvikling i Tibet

Med den efterfølgende opløsning af Sovjetunionen og Jugoslavien, skærpedes Beijings opfattelse af hele Tibet-spørgsmålet.

Nu handlede det om, at forsvare og sikre Kinas nationale enhed og Tibet kom til at spille en vigtig rolle i den kinesiske nationalisme som voksede frem i 1990’erne. Beijing nye syn på Tibet spørgsmålet, førte i 1994 til en fundamental ny politik i forhold til Tibet.

For det første indførte Jiang Zemin, et totalt forbud mod tilbedelse af Dalia Lama, ikke bare som politisk eksilleder, men også som religiøs spirituel leder. En mundtlig ordre gik samtidigt ud på, at alle tibeta-nere som arbejdede for regeringen i TAR, ikke måtte praktisere nogen form for budisme.

For det andet blev de markedsøkonomiske reformer nu indført i Tibet, med det resultat at antallet af private virksomheder og forretninger eksploderede, fra 489 virksomheder i 1980 til ca 42.000 i 1993. Samtidigt iværksatte en lang række store infrastrukturprojekter i det tibetanske højland, som kulminerede med åbningen af jernba-nen til Lhasa i 2006. For første gang var Tibet di-rekte forbundet til det øvrige Kina.

De kinesiske investeringer i Tibet var enorme, og i de næste 20 år oplevede man tocifrede vækstrater for BNP i TAR. Lønninger og indkomster steg eksplosivt, ikke mindst for de tibetanere som var ansat i den offentlige sektor i Tibet. Siden 1992 var der åbnet op for kinesisk migration til Tibet, og i 2010 var 31 % af alle byboere i TAR ikke-tibetanere, dvs. hovedsageligt Han-kinesere.

Det var ikke mindst de tilstrømmende han-kinesere som drev de tusinder af nye forret-ninger, virksomheder m.v. som nu sås alle vegne i TAR. For at reducere forskellene i levestandard mellem by og landbefolkningen i TAR, fik 2.1 mio. tibetanske landsbyboere opført nye huse mellem 2006-12. Husene lå langs de nye veje og skulle sikre bønder og hyrder adgang til markeder og dermed bedre indtjening. Der er ingen tvivl om at denne udvikling forbedrede tilværelsen for mange tibetanere, men igen blev de kinesiske ’gaver’ gengældt med oprør.

Opstanden i 2008

Den 10. marts 1989, årsdagen for oprøret i 1959, startede 3-400 munke en demonstrationsmarch fra deres kloster nær Lhasa.

Fire dage senere, efter rygter om at nogle af munkene var blevet mishandlet i fængslet, begyndte bander af unge tibetanere at angribe kinesiske forretninger i Lhasa. Godt tusinde forretninger blev nedbrændt og 19 kinesere dræbt.

I løbet af få dage spredte oprør og protester sig overalt på det Tibetanske Højland. I flere tilfælde besatte oprørene landsbyer og hejste det tibetanske flag, som symboliserede Tibets uafhængighed.

De fleste var dog mere moderate og krævede blot Dalai Lamas tilbagevenden til TAR.

Fra Beijings side blev oprørene tolket som iværksat af eksiltibetanere støttet af Vesten, mens det fra Vestlig side blev tolket som en reaktion på Kinas undertrykkelse af tibetansk kultur og religion og Beijings fordømmelse af Dalai Lama.

De vestlige mediers fremstilling af begivenhederne blev fordømt af kineserne og udenlandske turister og journalister blev forbudt adgang til Tibet.

Samme forår blev den olympiske fakkel, på sin vej til Ol i Beijing i august samme år, mødt af voldsomme demonstrationer i USA, Vesteuropa, Australien og andre steder. Dette var en uhørt ydmygelse for kineserne og udløste en bølge af folkelige nationalistiske reaktioner, med boykot af vestlige varer, internet kampagner m.v. for at imødegå vestens kritik af Kinas politik i Tibet.

I de følgende år skærpede Beijing den militære tilstedeværelse i Tibet, og gennemførte omfattende propagandakampagner i landsbyerne for at informere om de fremskridt som Kina havde givet tibetanerne.

Alle husstande i land og by blev organiseret i mindre grupper, med en udpeget leder som skulle overvåge beboernes politiske adfærd, dvs. om der blev sympatiseret med Dalai Lama eller udtrykt ønsker om Tibets uafhængighed.

I 2011 dukkede nye politiske protestformer op, da en snes munke og nonner begyndte at sætte ild til sig selv i protest over den kinesiske politik. Igen var Tibet blevet nyhedsstof verden over.

Disse selvafbrændinger bredte sig angiveligt i 2012 til almindelige tibetanerne, som protest i mod forbuddet mod Dalia Lama tilbagevenden og kinesernes manglende respekt for tibetansk kultur, religion og sprog. De fleste af disse tilfælde fandt sted udenfor TAR, i Qinghai, Sichuan og Gansu.

I Beijing blev selvafbrændingerne udlagt som Dalai Lama og hans støtters uhyggelig misbrug af uskyldige mennesker til støtte for deres politiske sag. Der blev slået hårdt ned på alle som støttede selv-afbrændingerne. Dalai Lama, som havde trukket sig fra sine politiske poster i maj 2011, nægtede at gribe ind og bringe afbrændingerne til ophør med den begrundelse, at det ikke længere var hans ansvar, eller at hele situationen var alt for speget.

Vestlige ledere som havde officielle møder med den omrejsende Dalai Lama, blev lagt på is af Bei-jing, og i flere tilfælde valgte de vestlige ledere ikke at mødes med Lamaen. Det gjaldt således også da Dalia Lama sidst besøgte København i feb. 2015, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen ikke ønskede et officielt møde med hans ’Hellighed’, som Lamaen blev tituleret i den danske presse.

Opsummering ...

Opsummerende kan man sige at den kinesiske politik overfor Tibet er fejlslagen.

Mens man igennem store dele af kejsertiden kunne opretholde et tåleligt forhold mellem Tibet og Kejserstyret gennem udveksling af gaver; materielle gaver fra Kejseren og anerkendelse af Kinas overhøjhed fra Lamaerne, så har det ikke rigtigt fungeret sådan i de sidste hundrede år.

Kina hævder en historisk ret til Tibet og ser store dele af sin politik som ’gaver’ der har løftet tibetanerne ud af trældom, undertrykkelse og fattigdom.

Men tibetanerne har ikke kvitteret for disse ’gaver’ med loyalitet overfor Beijing, men tværtimod med demonstrationer og oprør og tillige søgt støtte for deres ’sag’ fra vesten.

Den kinesiske politik har derfor medvirket til at styrke den tibetanske nationalisme, det stik modsatte af hvad der var hensigten fra Beijings side. Blandt tibetanerne fremstilles Kinas politik som kulturelt og religiøs undertrykkelse og et forsøg på ’kulturelt folkedrab’.

Se divergerende opfattelser af forholdet mellem Tibet og Kina: