Med Kinas nederlag til Japan i 1895 blev Taiwan i de næste 50 år en japansk koloni. Den japanske undertrykkelse af befolkning var brutal, men den japanske besættelse førte dog til en omfattende udbygning af øens infrastruktur og en modernisering af landbruget og en stigende landbrugseksport til Japan. Selvom taiwaneserne var reduceret til andenklassesborgere under den japanske besættelse, så nød man dog godt af en politisk og økonomisk stabilitet, som i de år var helt fraværende på fastlandet.
Modstanden mod de nye - omend kinesiske - besættere udløste 28. feb 1947 et ti dage langt oprør mod de nye magthavere. Oprørene blev hurtigt nedkæmpet og efterlod tusinder af dræbte taiwanesere. Denne såkaldte "Hvide Terror" bliver endnu i dag mindet hvert år d. 28. feb., og symboliserer også i dag det anstrengte forhold mellem Taiwan og fastlandskina.
Med Mao Zedong og kommunisternes sejr i borgerkrigen i Kina i efteråret 1949, flygtede Chiang Kai-sheg og godt 1.2 mio. af hans støtter til Taiwan. Det var udbrudet af Koreakrigen i 1950, som fik USA til at interesse sig for Taiwan. Øen blev nu et vigtig del af USA inddæmningspolitik overfor kommunismen i Østasien, og det var ikke mindst USA, som sikrede, at Taiwan indtil 1971 beholdt sin plads i FN som repræsentant for Kina (formelt kendt som Republikken Kina på Taiwan - ROC), og som et af de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd.
Da Mao Zedong og præs. Nixon mødtes i feb 1972 indgik man det såkaldte Shanghai kommuniké. Heri fastslog Kina, at Taiwan var en uadskillelig del af Kina, og at Taiwan før eller senere vil blive genforenet med fastlands Kina. Endvidere fastholdt man, at dette var et kinesiske indenrigspolitisk emne, som USA ikke havde nogen legitim ret til at involvere sig i.
USA anderkendte på sin side, at der er ét Kina og at Taiwan er en del af Kina. Samtidigt acceptere USA, at udfase sin militære støtte til Taiwan når situationen muliggjorde det.
I 1979 - under Deng Xiaopings besøg hos præs. Carter - oprettede USA for første gang diplomatiske forbindelser med Folkerepublikken og afbrød samtidigt sine formelle diplomatiske forbindelse til Taiwan. Den Kinesiske-Amerikanske Forsvarspagt fra 1954 (mellem USA og Taiwan) blev samtidigt ophævet. Kort efter vedtog den amerikanske kongres den såkaldte "Taiwan Relations Act", som skulle sikre et forsat uofficielt økonomisk, politisk og kulturelt samarbejde mellem USA og Taiwan, og at USA ville sikre Taiwans evne til at forsvare sig selv. Det siste betød i praksis at USA fortsatte me at sælge militært udstyr til Taiwan.
I dag (2021) er Taiwan kun officielt anderkendt af 15 lande - hovedsageligt små østater i Stillehavet. Taiwans diplomatiske isolation skyldes formendtlig også det faktum, at Kina ikke vil samarbejde med lande, som officielt anderkender Taiwan som en selvstændig nation.
Allerede i 1950'erne voksede industriproduktionen med 10 % årligt og i 1960'erne med ikke mindre end 20 % årligt. Mens 1950'ernes industrielle udvikling var baseret på importsubstitutionsindustri indenfor fødevarer, tekstiler og beklædning og andre forbrugsvarer, skiftede man allerede i begyndelsen af 1960'erne til en mere eksportorienteret industrialisering.
Kilde: Willian A. Joseph: Politics in China (2014)p. 473
For det første havde man allerede i 1949 iværksatte omfattende jordreformer, hvor godsejernes jord blev omdannet til små familiebrug, som ikke bare skabte en større fødevareproduktionen, men også en bedre indtjening for bønderne.
For det andet havde man arvet en relativ veludviklet infrastruktur fra japanerne.
For det tredje var der tilstrømningen af tusinder af veluddannede teknikkere, erfarne forretningsfolk og regeringsadministratorer, som flygtede fra Kina i forbindelse med kommunisternes magtovertagelse i 1949.
Endelig modtog Taiwan en betydelig økonomisk støtte fra USA frem til omkring 1965.
Hertil kom en høj grad af politisk stabilitet og en vilje hos de politiske ledere til at lytte til råd og vejledning fra eksperter og teknokrater. Begge dele var i den grad fraværende i Maos Kina.
Siden 1980'erne er Taiwan blevet en af verdens største producenter af semiconductorer (mikroships) og diverse elektroniske forbrugsvarer (PC'er, skærme, motherboards, scannere, keybords m.v.) ikke mindst fra Taiwans største IT-producent; Acer.
Taiwan har siden Kinas åbning i 1980 været blandt de største udenlandske investorer i Kina, og en stor del af Kinas eksport af IT hardware bliver produceret af de ca. 70.000 Taiwanesiske firmaer, som opererer i Kina
Mens industriproduktionen i 1986 tegnede sig for mere end 50 % af BNP var denne andel faldet til ca 30 % i 2004. Dette afspejler en udvikling som kendes fra andre udviklede økonomier hvor produktion og beskæftigelse gradvist flyttes fra fremstillingsvirksomhederne til servicesektoren.
Selv om det nye styre på Taiwan formelt set var en videreførelse af Den Kinesiske Republik (ROC), så indførte man straks militærundtagelsestilstand og annulerede forfatningen, med henvisning til den fortsatte "kommunistiske opstand" i fastlandskina.
Efter 28-2 oprøret i 1947 var der ikke mange taiwanesere der vovede at udfordre KMT's politiske magtmonopol, og de mest fremtrædende kritikere af KMT valgte da også at søge eksil i Japan eller USA. Chinag Kai-shegs styre kan betegnes som strengt autoritært med meget begrænsede civile frihedsrettigheder.
Under Chiang Kai-shegs styre hævdede man, at ROC repræsenterede hele Kina (One China policy), og at det kommunistiske styre i Folkerepublikken (PRC) var illigitimt idet det var påtvunget det kinesiske folk med magt. Man havde endda i lang tid forestillinger om en tilbageerobring af fastlandet.
Med Taiwans ændrede diplomatiske status i forhold til FN og den senere demokratisering, er holdningerne til fastlandskina dog blevet mere nuanceret, men ikke mindre komplicerede.
Fra Beijing har holdningen siden 1949 været helt klar. Taiwan er og vil forblive en del af Kina, og om en genforening ikke kan ske med fredelige midler vil magtanvendelse være nødvendigt.
Med Chiang Kai-shegs død i 1975 forsvandt også tanken om Taiwans generobring af fastlandskina til fordel for alene at varetage Taiwans interesser. Den mest radikale version af denne 'Taiwan first' tankegang indebar ligefrem, at Taiwan skulle erklære sig for en uafhængig og selvstændig nation.
I 1980'erne skete der yderligere politisk liberalisering der kulminerede i oprettelsen af oppositionspartiet det "Demokratiske Progressive Parti" (DPP) i 1986, og kort tid efter blev den militære undtagelsestilstand annuleret.
Lee havde fulgt Vestens fordømmelse af militærets nedkæmpning af den såkaldte 'demokrati-bevægelse' i Beijing i juni 1989
og Lee forsømte heller ingen lejlighed til at promovere sig som anti-kommunist, pro-demokrat og pro-Taiwan. F.eks.
med udtalelser som:
"Chinese Communist authorities have succeded temporarily in suppressing the people's
clamor for freedom and democracy with machine guns and tanks" (juli 1991)
Stehhen J. Hartnett p.92
I USA blev valgte af Lee fulgt op af en anoncekampagne i New York Times (maj 1990),
som hyldede Lee indsættelse og Taiwans omvendelse til demokrati. Efter at have vundet valget i 1990,
udtalte Lee under en efterfølgende pressekonference at:
"in the comming six years, we are sure to have a chance
to return to the mainland and transplant our experience to help
all Chinese people to be free from living in hardship and bondage"
Hvor Chiang Kai-sheg havde talt om en militær generobring af fastlandet, så forestillede Lee sig,
at et "uafhængigt og suverænt" Taiwan ved eksemplets magt kunne omvende Kina fra kommunismen til
det liberale demokrati.
Selv om Bill Clinton havde modsat sig besøg af Lee, af frygt for hermed at bryde USA's forpligtigelsrer på 'One China' politikken, så gennemførte kongressen og senatet en afstemning, som muliggjorde Lee's 'private besøg' i USA i 1995. Under besøget holdt Lee en passioneret tale på Cornell University i New York i 1995, hvor han hyldede et selvstændigt demokratisk Taiwan og udtalte at "Communism is dead or dying" og at "den fredelige genforening med Kina" kun kunne ske under et frit demokratisk system. Med andre ord , kun på Taiwans betingelser. . Samtidigt demonstrerede hundreder af ekspad taiwanesere udenfor universitet med plakater der krævede Taiwans selvstændighed.
Som Bill Clinton havde frygtet så Beijing Lee's besøg i USA som "forargeligt, pinligt og et forræderi" fra Det HVide HUs side. Denne provokation fik Beijing til kort efter, at gennemføre en lang række misiltest i farvandet udfor Taiwan, og en prøvesprængning af en atombombe i testområdet i Xinjiang-provinsen. Set fra Beijing brugte USA Taiwan som deres "usænkelige hangarskib" Kort efter svarede USA igen ved at sende amerikanske flådefartøjer ind i Taiwanstrædet.
Hvis Beijing havde håbet på, at svække Les opbakning i valgkampen, så skete det modsatte.
I 1996 kunne Taiwan holde sit første frie demokratiske valg til det nationale parlament,
og Lee Teng Hui blev den første direkte valgte præsident på Taiwan.
Bill Clinton skal angiveligt have sendt et hemmeligt brev til KKP's Generalsektretær Jiang Zemin i 1995, for
at rede trådende ud. I brevet skal Clinton have givet Beijing løfte om USA 's tre Nej'er:
Nej til anderkendelse af Taiwans uafhængighed;
Nej til anderkendelse af to Kinaer og
Nej til Taiwans optagelse i internationale institutioner, som en selvstændig stat.
De tre nej'er blev senere udtalt af Clinton i 1998 under et besøg i Shanghai.
I Washington Post blev Clintons Nej'er håndligt omtalt som "Bill's Kowtow" for Kina.
Ved præsidentvalget i år 2000 agiterede DPP's kandidat, Chen Shui-bian, for et større økonomisk samarbejde mellem Taiwan og Kina, omend man i Beijing var overbevist om, at hans mål var Taiwans uafhængighed. Da han ved sit genvalg i 2004 beskrev situationen omkring Taiwan-strædet, som "et land på hver side" var de politiske relationer lagt på is i de følgende år.
For at forebygge en evt uafhængighedserklæring fra Taiwan, vedtog Kinas Nationale Folkekongres i 2005 en lov, som gav autorisation til anvendelse af militær magt, om Taiwan skulle vælge uafhængigheden.
Taiwaneserne var udemærket klar over Beijings beslutsomhed i dette spørgsmål, og op gennem 0'erne var det mindre end 10 % af taiwaneserne, som støttede tanken om Taiwans uafhængighed her og nu. Endnu færre støttede dog tanken om genforening med et kommunistisk Kina. De fleste ønskede slet og ret, at bevare status quo hvor man nyder en de facto uafhængighed (økonomisk og politisk) omend ikke juridisk og national uafhængighed.
Siden 1950'erne havde taiwaneserne ikke kunnet rejse til Kina og besøge familiemedlemmer, men i 1987 fjerner Taipei forbudet, og tusinder af taiwanesere besøger nu fastlandet for første gang. Blandt de nye besøgende på fastlandet var også forretningsfolk, som så investeringsmulighederne i den hurtig voksende kinesiske økonomi. I 2010'erne var Taiwan og Kina blevet hinandens vigtigste handelspartnere, og Taiwan var en af de største kilder til udenlandske investeringer i Kina.
I 1991 erklærer Præsident Lee borgerkrigen (mellem KKP og KMT) for afsluttet og målet om erobring af fastlandet afløses af ønsket om fredelig genforening. Man var dog langt fra enige om hvad man forstod ved genforening.
Kineserne betragtede Taiwan som en provins i Kina, mens Taiwan forestillede sig en genforening mellem ligeværdige partnere, som et særligt "state-to-state relationship".
Mens det økonomiske samarbejde mellem parterne blev stadig stærkere op gennem 90'erne og de næste godt 20 år, så blev de politiske relationer mere og mere betændte i takt med at ønsket om uafhængighed blev stadigt mere udtalt i Taiwan.
Spørgsmålet om forholdet til Kina er også et generationsspørgsmål. Hvor de gamle generationer fra 1949 holdt fast i 'One China' politikken, så har de nye yngre generationer ikke samme veneration for fastlandet. Taiwans stigende økonomiske velstand og den stadig voksende middelklasse, så i stigende grad sig selv som Taiwanesere og i mindre grad som kinesere. I 1991 var der endnu 25 % af taiwaneserne, som identificerede sig selv som kinesiske og kun 17% så sig selv som taiwanere. I 2014 var tallene henholdsvis 3% kinesere og 60 % taiwanesere! kilde
Den øgede nationale bevidsthed betød også, at ønsket om genforening blev modgået af et stigende ønske om national uafhængighed. Det sidste er netop, hvad det Demokratiske Progressive Parti (DPP) har repræsenteret.
I 2008 var spørgsmålet om genforening blevet så upopulært blandt taiwaneserne,
at også KMT's kandidat, Ma Ying-jeou, lovede ikke at arbejde for en sådan under hans regeringsledelse.
Det blev blandt andet udtrykt i hans parole om De Tre Nej'er:
"Nej til uafhængighed, Nej til genforening og Nej til militær konflikt".
Selvom man fra DPP forsøgte, at tegne et billede af KMT som pro-genforening, så var KMT's politik nu også at bevare status quo, dvs. hverken uafhængighed eller genforening.
Den nye samarbejdspolitik blev fulgt op af flere halvofficielle besøg og direkte samtaler mellem højtstående medlemmer af af h.h.v. KKP og KMT, og kulminerede i det historiske møde mellem Xi Jinping og Taiwans præsident Ma Ying-jeou (KMT) i Singapore i 2015.
I Ma Ying-jeous anden præsidentperiode (2012-16) var der blandt mange - særlig unge taiwanesere, stigende kritik af Ma's samarbejdslinje overfor Beijing. Det kulminerede under den såkaldte "Sunflower Movement" i foråret 2014. Her invaderede unge demonstranter den Lovgivende Forsamling, som de holdt besat i 24 dage.
KMT var under så hård kritik for samarbejdspolitikken, at de havde vanskeligt ved at finde en kandidat der ville stille op til valget i 2016.
Ikke mindst udviklingen i Hong Kong siden genforeningen i 1997 har optaget taiwaneserne. Princippet om "Et land, to systemer", som Hong Kong og Kinas genforening hviler på, er givetvis også Beijings skabelon for en fremtidig genforening mellem Kina og Taiwan.
Ikke mindst blandt Taiwans unge vælgere har de voldsomme demonstrationer i Hong Kong i 2019-20 gjort indtryk, og skærpet modstanden mod den samarbejdspolitik i forhold til Kina.
Der er derfor ingen tvivl om at den fremtidige udvikling i forholdet mellem Hong Kong og Beijing vil få afgørende betydning også for forholdet mellem Beijing og Taiwan.
I jan. 2019 havde Xi Jinping i et åbent brev til Taiwan , foreslået princippet om "Et land, to systemer", som den fremtidige model for en fredelig genforening af Taiwan og Kina. Tsai Ing-wen responderede på tilbudet, med at udtale at hun "aldrig vil acceptere princippet om "Et land , to systemer" og tilføjede at "today's Hong Kong could be tomorrow's Taiwan".
Her er ikke mindst Taiwan kommet i centrum for den stigende stormagsrivalisering mellem USA og Kina.
Mens Trump administrationen aldrig fik formuleret nogen klar udenrigspolitisk strategi, så har præsident Biden søgt at samle USA's allierede omkring en fælles Kina-politik. En politik som tydeligvis har til formål at sikre USA's fortsatte dominerende rolle - også i Sydøstasien - gennem udbygning af det økonomiske og militære samarbejde landene i området.
I forbindelse med aftalen blev det meddelt at USA ville hjælpe Australien med at udvikle atomdrevne ubåde. Da Australien samtidigt ophævede en handelsaftale fra 2016 med Frankrig om leverig af af et større antal konventieonelle U-både, blev det af Frankrig set som 'en kniv-i-ryggen' fra USA. Hvorefter Frankrig hjemkaldte sin ambassadør i Washington.
Kina har naturligtvis protesteret voldsomt mod pagten, som man siger vil føre til spredning af A-våben og starte en militær oprustning i regionen og dermed udgøre en trussel mod fred og sikkerhed. Samme argument, men med modsat fortegn, anvendes af AUKUS landene for oprettelse af pagten.
I et interview med CNN torsdagd. 21. okt 2021, blev Præs. Biden spurgt: Vil USA forsvare Taiwan? Hertil svarede Biden "Ja - der er vi forpligtede til". Noget lignende er ikke blevet sagt af en amerikansk præsident siden G.W. Bush udtrykte det samme tilbage i 2001.
Reaktionen fra Kina var utvetydig. Taiwans genforening med Kina er et indenrigspolitisk spørgsmål, hvor man ikke vil acceptere nogen form for udenlandsk indblanding. Den kinesiske avis Global Times understregede endvidere, at man i USA ikke skulle undervurdere Kina evne, vilje og beslutsomhed når det kom til at forsvare Kinas territorielle integritet herunder Taiwans tilhørsforhold til Kina.
